STU

Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) har varighed af 3 år og er for unge med særlige behov, i alderen 16-25 år.

STU hos Individualisterne er en erhvervsrettet og virksomhedsorienteret ungdomsuddannelse, målrettet unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser samt tilstødende problematikker, med primær interesse for IT. Der er således tilknyttet IT-fagligt personale med bred erfaring og berøringsflade inden for IT, såvel som socialpædagogisk personale med stor erfaring indenfor arbejdet med unge og voksne med ASF og tilstødende problematikker.

Ungdomsuddannelsens formål er at udvikle personlige, sociale og faglige færdigheder, mhp. at opnå så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet, som muligt. Endvidere er vores mål, at den enkelte elev under STU bliver forberedt og afdækket i forhold til fremtidig beskæftigelse samt at skabe muligheder for at vores elever ved endt STU kommer i beskæftigelse.

Afklaringsforløb
Det indledende afklaringsforløb vil være af op til 12 ugers varighed og har til formål, i samarbejde med eleven, at afdække og opnå indblik i:

Elevens parathed til at gå videre med et erhvervsrettet STU-forløb med IT i hovedsædet.

Hvor elevens interesser, kompetencer og forudsætninger ligger, i arbejdet med IT.

Elevens erhvervsfaglige kompetencer, udgangspunkt og forudsætninger.

Elevens personlige og sociale kompetencer, udgangspunkt og forudsætninger ift. uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet og generelle livskompetencer.

Evt. ønsker for praktik.

Omdrejningspunktet vil under hele forløbet være IT, men uddannelsen består af flere elementer, der samlet skal understøtte en helhedsorienteret afdækning og udviklingsproces for den enkelte:

Arbejde med personlige kompetencer
Formålet er at øge elevens muligheder for at handle i eget liv; træffe gode valg, opnå øget stabilitet, erfaringsdannelse, selvværd, stressforståelse og stresshåndtering samt øget indsigt i egne forudsætninger.

Arbejde med sociale kompetencer
Formålet er at øge elevens muligheder for at kunne agere og føle sig tilpas i eget liv ift. interaktion med andre – på arbejdspladsen, uddannelsesstedet og i fritidsliv. Herunder også opnå øget forståelse for andres forudsætninger.

Arbejde med faglige kompetencer
Der udspringer af elevens interesser, særlige kompetencer og evt. ønsker for fremtidig beskæftigelse. Hvor formålet er at erhverve faglige kompetencer, der styrker elevens muligheder for at indgå på uddannelse og/eller i beskæftigelse.

Praktik
På virksomheder og/eller i forbindelse med specifikke arbejdsopgaver, der skal afdække elevens muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet samt evt. afdække interesseområder inden for samme.

Vejledning
Der skal understøtte elevens erfaringsdannelse, lærings- og udviklingsproces gennem hele uddannelsesforløbet.

Metoder:
• Praktisk udførelse og afprøvning
• Individuel opgaveløsning
• Oplæg og undervisning – både holdvis og individuelt
• Personlig, læringsrettet vejledning og samtaler
• Praktik
• Virksomhedsbesøg
• Aktiviteter, arrangementer og ture af social og kulturel karakter
• Aktiviteter af trivsels- og sundhedsmæssig karakter
• Arbejde med personlig portfolio under hele STU-forløbet, som eleven også kan bruge ift. fremtidig beskæftigelse

Eksempler på indhold/fag:
• IT; modulbaserede undervisningsforløb
• Bo-undervisning
• Individ & Samfund
• Arbejdsmarkedskendskab
• Bevægelse, Sundhed & Trivsel
• Valgfag
• Praktik (kan også være ikke-IT-relateret)
• Personlig, læringsrettet vejledning
• Mulighed for tilrettelæggelse af andre, eks. mere boglige fag, afhængigt af formål og interesse for den enkelte elev